Om at arbejde med myter ...

Arbejdet med antikke myter og de kulter, disse er tilknyttet, falder os ofte svært. Dette har flere grunde. For det første er den religiøse tankegang os meget fremmed. For det andet er det erfaringen hos de fleste, der har arbejdet med materiale af denne karakter, hvor vanskeligt det er at adskille og ordne de mange forskellige historiske og idé-mæssige lag. Men det er jo netop denne katalogisering, som giver os en forståelse af myten.

Det hele forekommer at være et stort puslespil, som kan være temmelig svært at få hul på, fordi man ikke kan overskue billedet, men arbejder med de enkelte stykker for sig. Ikke sjældent synes elementerne i den samme myte endda, ved første øjekast, direkte modstridende, hvilket er forvirrende. Hertil kommer det mere håndfaste problem med det ofte sparsomme kildemateriale.

Af denne grund ser man også oftere i forskningen forsøg på at spore de enkelte mytevarianters ophav kildemæssigt, frem for en indholdsanalyse af de pågældende myter. Og på trods af kildejagtens nok så store vigtighed er det ønskeligt, at der også kommer fokus på indholdssiden.
                                                                                              
Der synes derfor at være behov for en analyse-model, som opstiller et overordnet mytologisk system, på baggrund af hvilket man kan analysere de enkelte myter samtidig med, at de forståelsesmæssigt indplaceres i en større helhed. Det må være et krav til en sådan model, at den skal kunne udrede og forklare de forskellige mytelag, som er til stede i kilderne, idet arbejdet med myter altid indebærer en vurdering af mytens udvikling.

En populær guddom bliver ikke glemt, fordi en ny guddom ankommer til området. Religioner har en meget 'konservativ' natur, og religiøst materiale kan ikke smides væk eller uden videre overskrives af den nyankomne guds tilhængere.

På samme måde ses det ofte, at nytilkomne religioner overtager og inkorporerer hellige fester fra områdets gamle religion. Og nye templer bygges oven i den gamle kults, eller disse overtages direkte. Vi kender det fra vore egne kirker herhjemme. De er ofte bygget på tidligere helligsteder. Det samme er tilfældet med de kristne helligdage.

På samme måde med myterne … De gamle træk kan ikke slettes, men må omformes, således at den nye gud f.eks. får magten over den gamle. Magtskiftet eller omformningen må således foregå i selve handlingen i den fortalte myte. Det bliver med andre ord en integreret del af historien. Derfor består myterne også af en serie af lag, som man i sin analyse så at sige kan stige ned igennem.

En god indgangsvinkel til kongerækker, slægter og på anden vis relaterede personer er at se dem som repræsentanter for ideer i stedet for at forstå dem kronologisk. Navnenes etymologier røber ofte dette. Derfor er det altid nyttigt at undersøge etymologien bag de mytiske personer og begreber, man arbejder med. Der er ofte vigtige pointer at hente her.

De mytologiske familier/stamtræer repræsenterer sådanne træer af ideer, hvilket bl.a. kan ses på det faktum, at det ofte er den samme 'forbandelse' eller problemstilling, der hjemsøger den samme familie generation efter generation. Dette er altså en vigtig grund til også at undersøge genealogien for den skikkelse, man arbejder med. Man skal altså lære at "se løsere" på slægtsforholdene.

En anden, med dette sammenhængende, grund er, at tilhørsforholdet næsten altid vil sige noget om den pågældende persons natur. 'Søn eller datter af X' betyder i mytologiske sammenhænge snarere 'tilknytning til' denne X end 'afkom af'.

Når Ceyx er søn af Lucifer, og Alcyone datter af Aeolus, implicerer dette et tilhørsforhold til de pågældende guddomme. Ceyx repræsenterer på denne måde i myten selv solguden. Man skal derfor ikke være bange for at overføre forældrenes egenskaber (eller andre overordnede familiemedlemmers) på personen (se artiklen om Ceyx & Alcyone i Biblioteket).

En anden god ting er at undersøge magtforholdet i myten, især mellem mandligt og kvindeligt. Som vi skal se i Modul 1, udgør dette en vigtig nøgle til forståelsen af, hvilken alders ideer der er fremherskende. Konflikter mellem personer giver ligeledes ofte gode fingerpeg om overgange mellem to aldres idésæt.

Ydermere kan det være nyttigt at undersøge f.eks. årstiden eller involverede dyr og planter. Solhverv giver f.eks. et hint om, at den gamle verden dør for, at en ny kan fødes, jf. myten om Ceyx & Alcyone og isfuglens rolle i denne verdensskabelse. Møder man et dyr eller en plante, er det vigtigt at undersøge, hvad antikkens (ikke moderne tids) forestillinger er herom.

Hvorfor opfører f.eks. dyret sig, som det gør? Hvilke egenskaber siges det at have? Hvilken tilknytning til kult og religion? Hvad anvendes den pågældende plante til? Optræder den i kultiske sammenhænge?

Til denne opgave er de antikke naturvidenskabelige værker af Aristoteles og den ældre Plinius uundværlige. Også middelalderens bestiarier kan være nyttige, idet disse indeholder mange af antikkens forestillinger. 

Vigtigst er det at gøre sig klart, at der er tale om en associativ måde at forstå på. Derfor er alle paralleller vigtige. Hvor optræder denne figur eller dette element ellers?

Ofte optræder der (på tværs af myter) forskellige figurer med samme navn, f.eks. Narkissos, der ser sig selv i vandet og betages af sit eget spejlbillede, og den Narkissos-blomst, jorden lader fremvokse, da underverdenens hersker kommer for at røve Demeters datter Kore.

Selv om der umiddelbart synes at være tale om to forskellige personer/elementer, er det associativt set den samme, fordi navnet er det samme. Man skal derfor ikke være bange for at undersøge paralleller, som normal rationel tankegang umiddelbart ville afvise. For antikkens mennesker var mytologi en associativ forståelse.

En nyttig hjælp til arbejdet med de græske myter er Robert Graves' fremstilling af disse (se litteraturlisten). Hans opbygning af håndbogen følger Apollodoros' disposition i dennes bibliotek. Dels indeholder hans behandling referater af myterne inkl. deres varianter, dels opremser han samtlige kilder til de enkelte mytiske figurer, hvilket er en stor hjælp, når man skal overskue kildematerialet.

Selv om Graves ikke anvender de antikke verdensaldre til klassifikation af mytologiske træk, forsøger han dog at skille de enkelte mytelag ad. Disse klassificeres efter de forskellige folkevandringer og stammers indtrængen i Grækenland (jf. bind 1, side 35-37).

Hesiods kobberalder antages på denne måde at være de tidligste hellenske indtrængende, der adopterer dele af den (i forvejen eksisterende) store gudindes kult. Hero-generationen tolker Graves som den mykenske tidsalders helte-kriger-konger, mens jernalderen repræsenterer dorerne i det 12. årh. f.v.t., der med deres jernvåben ødelagde den mykenske kultur.

Denne tankegang, der udelukkende bygger på et historisk (materialistisk) grundlag, skal man selvfølgelig have in mente, hvis man anvender Graves, især under læsningen af hans noter, men hans udforskning og adskillelse af kildelagene gør fremstillingen til en god hjælp.

 

At vænne sig til den nye tankegang

Mytologi kan betragtes som et sprog med en meget anderledes (associativ) tankegang og derfor noget, man skal vænne sig til. Det er med andre ord nødvendigt, at man giver sig selv lov til langsomt at acceptere denne tankegang, der er associativ modsat den rationelt analyserende tankegang, vi er vant til.

Hvis man skal forstå dens måde at virke på, kan man således forestille sig associationsrækker. Disse kan f.eks. opstå i form af "lydmæssige billeder". På den måde skal man lære at give sig selv lov til at tænke videre fra Hekate til Hekabe – de to figurer hænger faktisk tæt sammen.

Dine associationer og associationsrækker er derfor vigtige. På din personlige kursus-side kan du forsøge dig ad med mindmaps, der er en god måde at kortlægge sådanne associationsrækker på.

Tænk f.eks. også på den måde, hvorpå de enkelte metamorfoser hos Ovid hænger sammen – den ene flyder associativt over i den anden. Det er faktisk et godt værk at læse, hvis man dels vil en masse myter igennem, dels vænne sig til den associative sammenhæng.

I starten vil man nok nemt synes, at "alt går", at man via verdensaldermodellen kan få alt til at passe, som man vil det. Men efterhånden vil du se, at det bestemt ikke er tilfældet. Der er mange "regler" – de følger bare ikke de logiske baner, vi er vant til.

Og det er for nybegynderen måske en trøst at vide, at der faktisk kun findes et vist antal grundmyter, bygget over det kultiske grundmønster, som vi skal starte på at behandle i Modul 1. Alt andet er variationer over disse grundmyter, hvilket man opdager efter et stykke tid. Det bliver lige pludselig meget nemt at overskue det mytologiske kompleks, i hvert fald i store træk. Dette gælder også eventyrene (se f.eks. artiklen Rod-eventyret i Biblioteket). Men til at begynde med kan mytelæsning forståeligt nok virke ret forvirrende.

 

Verdensaldermodellens brede anvendelighed

Verdensaldermodellen er uhyre bred og kan bruges på meget materiale: Myter, eventyr, bibelske, gnostiske og renæssancemagiske tekster og moderne digtning (selvfølgelig med et mytologisk indhold). Og det er en model, man kommer temmelig langt med – også selv om man måske kun kan arbejde med den i store træk.

Men det er dog vigtigt at huske, at alle kulturer har individuelle træk. Nogle kan umiddelbart være svære at presse ind i modellen. Nordisk mytologi er et godt eksempel, fordi den på mange punkter adskiller sig fra den antikke, som modellen jo er bygget over. F.eks. er der byttet om på kønnene for solen (kvindelig) og månen (mandlig).

Med lidt justeringer kan verdensaldermodellen dog anvendes på det meste materiale, men i starten er det nok bedst bare at huske på, at man altså kan risikere at støde på træk, som ikke lige passer ind. Dette gælder dog kun, hvis man vover sig ud i meget anderledes mytologier end de antikke.

 

Aldrene ikke udelukkende udtryk for historiske epoker

Selv om aldrene er knyttet til den kulturelle udvikling (jæger-/samlersamfundet, det tidlige agerbrug, det senere agerbrug/krigersamfundet og handelskulturen), og dette er en vægtig del af forklaringsgrundlaget, er det ikke som historiske epoker, at man først og fremmest skal bruge aldrene i sine myteanalyser (det meste er jo desuden præhistorisk). Det er ikke pointen med modellen! Så snart man er blevet klar over, hvordan aldrene forholder sig til de enkelte kulturafsnit (hvilket selvfølgelig er essentielt for at forstå dem), er det derfor vigtigt igen at løsrive dem fra disse.

Tænk i stedet på dem som udtryk for, hvad der i kulten eller forholdet mellem det guddommelige og menneskene lægges vægt på. Det er som at flytte en kikkert rundt på det samme motiv – det er forskellige ting, der kommer i fokus, men det betyder ikke, at de andre forsvinder, når de er ude af syne.

F.eks. er det en hyppig og forståelig begynderfejl at slutte, at der i guldaldersammenhænge ikke kan være tale om tilstedeværelsen af kvinder eller sex. Men pointen er, at kvinder og sex blot ikke anses for vigtige størrelser – de er ude af fokus i kulten!

Pas derfor generelt på at tænke for snævert. En primitiv kultur kan sagtens udvise træk fra andre af aldrene end guldalderen, faktisk gør den det i langt de fleste tilfælde. Guldaldertræk ser man oftest kun som spredte temaer i materialet. De andre aldre optræder derimod mere sammenhængende.

Hvilken alder repræsenterer den pågældende kildetekst?

I skal altid starte med at se på, hvilken alder hovedtrækkene i den kilde, I arbejder med, repræsenterer. Hvilket syn er indbygget i selve kilden, fordi forfatteren til kilden repræsenterer dette syn? Det er ganske enkelt nøglen til at forstå kilden!

Alle vore kilder er, hvis vi ser på dem strengt tidsmæssigt, fra jernalderen. Kun Homer og Hesiod kan siges at ligge lige på grænsen mellem kobber- og jernalder. Dette gælder nok mest Homer, idet disse digte bevarer en meget lang forudgående mundtlig tradition. Hesiod derimod beklager sig netop i sin gennemgang af verdensaldrene over at høre til den hårde, troløse jernalder.

Ofte antager kilderne imidlertid kobberalderens synspunkt (i hvert fald dem, du kommer til at arbejde med i starten), og derfor er det den foregående alder, sølvalderen, der tages afstand til. Sådan er det som regel! Myter forklarer ofte, hvorfor man er gået bort fra den foregående alders kultiske praksis og nu i stedet gør tingene på en anden måde.

Her er det er vigtigt at forstå, at dette argument ikke er et fremskridtsargument! Vores moderne tankegang har rod i den ikke-cykliske kristendom, hvorfor udviklingstanken og Darwins evolutionsteori falder os så let. Dette gælder imidlertid ikke antikken.

Argumentet er her en tilbagevenden til en endnu tidligere (og bedre) tilstand/alder. Skal noget fornyes, griber man ofte tilbage til en tidligere praksis. Når kobberalderen fordømmer sølvalderen, vil man derfor ofte finde en guldalderpraksis som det, der sættes i stedet – kobberalderen benytter med andre ord guldalderen til at kritisere sølvalderen.

Det er ganske forståeligt, hvis hovedet begynder at summe over al denne bytten rundt på aldrene, men det skal du nok lære efterhånden. Nu skal du først lige lære at skelne de enkelte alderstræk i kilderne. Det hele kommer med øvelsen!

Det kan være en god idé at læse denne tekst om arbejdet med myteanalysen igen, efter at du er startet på Modul 1. Så vil mange af problematikkerne være relevante for dig.

God mytejagt!