Meningen med øvelserne ...
... har været at vise, at hverdagssproget ikke altid slår til. I øvelserne har du skullet prøve at beskrive indtryk, som kan være svære at sætte ord på, fordi billeder og lyd kan udtrykke mere, end ord kan beskrive.
Hvordan fik du beskrevet billedet? Musikken?
Billedet er malet af italieneren Umberto Boccioni i 1910, og musikken er de første minutter af Beethovens 7. Symfoni.
Forsøgte du dig med en analyserende beskrivelse? Eller lod du indtrykkene fortælle en historie, som du skrev ned?
Hvis du forsøgte begge dele - hvad var så nemmest?
Hvordan løste du opgaven i øvelse 3?
Mange vil nok umiddelbart synes, at det i en sådan opgave er nemmest at fortælle en historie. Man ser 5 billeder, og det virker mere oplagt at sætte dem i forbindelse med hinanden som dele i en historie frem for at beskrive dem analyserende og f.eks. inddele dem i dyre-, plante- og mineralriget. Hvad gjorde du? Og hvorfor?
Meningen med øvelserne var ikke at uddanne dig til forfatter eller historiefortæller, men at få dig til at tænke over, i hvilke situationer vi benytter os af fortælling - eller narrativitet, som man kalder det. Det sker oftere, end vi lige lægger mærke til. Fortællinger kan noget, som beskrivelser på hverdagssproget ikke kan, og dét er godt at have for øje, når man skal arbejde med mytologi.
At forstå myter er i høj grad et spørgsmål om at forstå deres funktion i den kultur, de er et produkt af. I dag bruger vi ofte de gamle myter til underholdning - både børn og voksne holder af dem som gode historier. Men de er mere end det. Fortælling er mere end det.
Vi har jo også, hvad man i høj grad kunne kalde vor egen tids myter. De har blot en anden status i vores bevidsthed - hvem kan helt afvise tanken om, at vi får besøg fra det ydre rum af aliens, små grønne mænd med store dybsorte øjne, næsten som elver- eller ellefolk? Eller prøv at sammenligne vore teorier om Big Bang med andre kulturers skabelsesberetninger ...
Jo, vi har så sandelig også vore myter! Spørgsmålet er her blot, hvordan vi definerer ordet myte. Hvis vi med myte mener god historie, kan undersøgelsen lige så godt stoppe dér, og vi kan konkludere, at de er god underholdning. Men hvis vi anskuer myten som udtryk for, hvordan verden hænger sammen, og dermed som en beskrivelse af noget, det ellers kan være svært at sætte ord på, er det muligt at komme tættere på mytens natur.
Vi kender det fra voldsomme og dybe oplevelser. Undervejs når vi måske ikke at tænke, men kroppen handler helt automatisk. Først bagefter falder vi sammen i chok eller begynder at tænke over, hvad der egentlig skete. Sådanne oplevelser kan være svære at sætte analyserende ord på, men vi kan godt fortælle dem som historier.
På samme måde er f.eks. indvielser i religiøse kulturer oplevelser, der er meget kropsbundne. Personen, der skal indvies, gennemgår en oplevelse, som forandrer vedkommende. Men det kan være svært at beskrive præcis hvordan - i hvert fald med hverdagens ord.
Her kommer myten imidlertid ind. I sådanne kulturer er dens funktion at sætte ord eller fortælling på noget, som ellers ikke kan beskrives. Men fortællingen kan rumme oplevelsen uden at gøre den "fattigere". Man kan derfor sige, at myten - eller det mytologiske sprog - har den funktion at beskrive noget, hvor hverdagssproget ikke slår til. Dermed danner myten bro mellem to verdener - den religiøse og hverdagens.
Vi kender det også fra forskellen på faglitteratur og skønlitteratur. Hvor faglitteraturen (lidt groft) kan betegnes som pegepindslitteratur - en beskrivelse af verden eller litteratur om verden, giver skønlitteraturen sin læser en oplevelse. Her gør læseren sine egne erfaringer, mens faglitteraturen altid vil bibringe læseren andres erfaringer. Derfor har to læsere af samme skønlitterære værk heller ikke samme opfattelse.
Hvis vi anskuer alverdens myter fra denne vinkel, bliver det hele pludselig noget mere spændende. Dét er, hvad vi vil gøre på dette kursus ...
Videre til Verdensaldermyten
Tilbage