Eventyrs forhold til myter

Eventyrene er vores barndoms virkelighed, og derfor kender vi dem ud og ind. Vi kender tankegangen, fordi den på et tidspunkt har været vores egen. Folkeeventyret er imidlertid en videreudvikling af myten, hvorfor det kan være frugtbart at læse og genlæse de kendte historier ved siden af de klassiske myter.

Hvor myten kan siges at være den sproglige størrelse, der kommer kulten og ritualerne nærmest, fordi den er deres "huskeremse", har eventyret fjernet sig mere fra dette oprindelige tilhørsforhold - det er i højere grad blevet en historie for historiens skyld. Derfor er de narrative hensyn også blevet større – det, at historien skal hænge sammen på en logisk tilfredsstillende måde, fylder mere.

Næste skridt i denne ud- (eller af-)vikling er den moderne historie eller roman, hvor eventuelle hensyn til "det overnaturlige" oftest følger udelukkende narrative regler. På denne måde har fortællingerne udviklet sig i en retning, som går mere og mere væk fra de kultiske hensyn og frem mod de karakteristika, vi plejer at bruge til at beskrive, hvad en "god historie" er. Allerede Aristoteles formulerede i sin poetik disse krav til litteraturen, som udelukkende tager hensyn til det narrative.

I eventyret ligger myten (og dermed ritualet) dog stadig lige under overfladen, hvilket skaber de særlige eventyr-mønstre, vi alle kender så godt: Tingene skal gøres tre gange, venlighed, gavmildhed og ydmyghed betaler sig, verden er fuld af overnaturlige hjælpere osv. Disse formler har flere forskere, heriblandt russeren Vladimir Propp, forsøgt at sætte i system, men den fulde mening kommer først frem, når man sammenholder eventyrets regler med deres mytologiske ophav.

Da eventyret samtidig afspejler det kristne kulturgrundlag, kommer dichotomien god–ond selvfølgelig til at spille en rolle, som den ikke før har indtaget. Vi ved alle, at der i eventyr findes "de gode" og "de onde", og at det gode altid sejrer til sidst. Men denne insisteren på, at dele verden op i gode og onde magter er et kristent fænomen, som det er vigtigt at kunne se igennem. Interessekonflikter har altid eksisteret, også før kristendommens opståen, men ikke kampen mellem absolutte størrelser som Godt og Ondt. Hvis eventyr skal læses efter verdensaldermodellen, må den kristne fernis, som også kun udgør et tyndt, ydre lag, derfor skrælles væk.

Selv om mange af detaljerne af narrative hensyn er anvendt anderledes (eller måske ligefrem i modsætning til det oprindelige kultiske rationale), lader det sig dog gøre at føre dem tilbage til deres oprindelige plads. De narrative hensyn gør selvfølgelig på en måde puslespillet sværere at lægge end for myternes vedkommende, hvis indhold er tættere på ritualernes, men på samme tid er de fleste nok mere fortrolige med eventyrets univers, og det kan være en stor fordel, når man skal forstå den klassiske mytologi.

Når man arbejder med et eventyr, er det, ganske som med myterne, en god idé at læse forskellige versioner. Igennem de forskellige ældre og nyere udgaver kan man nemlig se en udvikling imod stadig større narrative hensyn. I de ældste versioner er springet tilbage til myten ikke nær så stort som i de nyere.

Mange eventyr handler, ganske som de klassiske myter, om tempeltjenesten, nærmere bestemt om den unge pige, som er bestemt for en tilværelse i templet. Vi kender en del af dem fra vores barndom: Askepot, Snehvide, Tornerose, Rødhætte & Ulven, Rapunzel, Skønheden & Udyret, Kong Blåskæg osv.

Disse eventyr kredser generelt om to temaer, som kan siges at være de to hovedfacetter af tempeltjenesten: Den unge novices forhold til den ældre præstinde/gudinden og den unge piges forhold til det guddommeligt mandlige/guden. Eventyret om Baba Yaga er et eksempel på det første tema - Rapunzel et oplagt eksempel på det andet.