Hesiod: Værker & dage (vers 106-201)

Vil du det, da skal jeg kort fortælle endnu en beretning
godt og forstandigt; og du skal åbne dit sind for den tanke,
at i de selvsamme kår har guder og mennesker levet.

Først nu en guldalderslægt af mennesker bragtes til verden,
skabt af de evige guder, der har deres bo på Olympos.
Det var på Kronos' tid, dengang han var konge i himlen;
ganske som guder de leved med hjerterne urørt af jammer
ukendt med møje og nød, og alderens tyngende byrder
fandtes ikke blandt dem, men ungdomsfriske af lemmer
fryded de sig i festlige lag forskånet for sorger;
døden dem traf som en søvn, og alle velsignede goder
var dem i livet beredt; af sig selv den kornrige ager
skænked dem gavmildt en rigelig høst; i ro og tilfredshed
leved de på deres jord beskærmet af talrige goder
(rige på småkvæg og elskede højt af de salige guder).
Men da nu jordens dyb havde omsluttet guldalderslægten,
blev de på bud af den mægtige Zeus dæmoner på jorden,
venligsindede vogtere her af menneskeætten,
det er jo dem, der vogter på ret og skændige værker,
hyllet i tåge og dunst overalt de færdes på jorden,
skænkende rigdom, thi dette de fik som et kongeligt fortrin.

Derpå blev endnu en slægt, langt ringere, sat her i verden,
sølvalderslægten, som skabtes af dem, der bor på Olympos,
hverken i vækst eller tanke på højde med guldalderslægten;
nej, vel i hundrede år blev en søn hos sin kærlige moder
fostret og tullede om som et mægtigt spædbarn i hjemmet;
men når de derpå omsider var nået til skelsår og alder,
havde de for sig en ynkelig kort og pinefuld livstid
for deres dårskabs skyld; thi formasteligt overmod hersked
i deres liv med hinanden; de evige tjente de ikke,
heller ej bragte de ofre på gudernes hellige altre,
sådan som mennesker bør efter hjemstavns skik. Og omsider
harmedes Zeus Kroniden og lod dem forsvinde fra jorden,
siden de undlod at ære Olympens salige guder.
Men da nu jordens dyb havde omsluttet sølvalderslægten,
fik de blandt mennesker navn af 'de salige hist under jorden',
vist af en lavere rang, men alligevel nyder de ære.

Men fader Zeus lod en tredje slægt af mennesker opstå,
gjort af bronze, i ingenting lig det sølverne slægtled;
rundet af egetræer, rædsom og stærk, den hyldede Ares'
sorgforvoldende værker og voldsdåd; føde af brødkorn
spiste de ej, deres hjerte var hårdt og kraftigt som stålet,
skræmmende var de og stærke, de kraftige legemers skuldre
bar nogle arme, som ingen på jord havde mod til at møde;
bronze de brugte til våben, af bronze var husene bygget,
bronze blev anvendt til værktøj, for jernet, det sorte, var ukendt.
Dog gik de også til grunde, betvunget af indbyrdes tvedragt,
og måtte gå til det skimlede bo hos den isnende Hades
navnløse; trods deres kraft blev de hentet af døden, den dunkle,
så at de måtte forlade det strålende sollys heroppe.

Men da nu jordens dyb havde omsluttet slægten af bronze,
atter engang på den nærende jord den høje Kronide
skabte en slægt, den fjerde, langt bedre og mere retfærdig,
nu en guddommelig æt af heroer, dem, som man kalder
halvguder, slægtleddet forud for os på jorden, den vide.
Også disse gik til i krig og rasende kampgny,
nogle på Kadmos' jord foran Thebe, syvportestaden,
under en rasende strid om Oidipus' flokke af småkvæg,
andre på færden mod Troja, da over det vældige havdyb
krigen dem stævned ud til kamp for den skønne Helene;
nogle da fandt deres endeligt der og blev favnet af døden,
andre forundte Kroniden Zeus at leve og dvæle
fjernt fra menneskers kreds ved jordens yderste grænser.
Hist ved Okeanos' hvirvlende dyb på de saliges øer
bor de velsignede heroer nu med sorgfrie hjerter;
yppig og sødmefuld afgrøde dér tre gange om året
lader den kornrige ager for dem fremspire og modnes
(fjernt fra de evige guder; og Kronos er konge iblandt dem,)
(thi han blev løst fra sin lænke af guders menneskers fader;
hæder og ry forundte han dem ved de yderste strande,
ja, ingen anden slægt har Zeus, der skuer så vide,
gjort så navnkundig som den på jordens frugtbare flade).
Var det blot ikke min lod at leve blandt mænd af det femte
slægtled; gid jeg dog forud var død eller fødtes herefter.
Nu er det jernslægtens tid, og aldrig ved dag skal de finde
frihed for møje og nød, og aldrig ved nat skal de løses
ud af de hårde bekymringers greb, som guderne sender;
dog vil også for dem det onde med godt være blandet.
Men det vil hænde, at Zeus lader også vor slægt gå til grunde,
når de nyfødte børn gråhærdede kommer til verden;
da er en fader ej sønnerne lig og sønner ej fader,
gæsten vil ej være huld mod sin vært, ej vennen mod vennen,
heller ej broder mod broder som stedse i fortidens dage;
straks når forældrene ældes, vil børnene agte dem ringe,
hårdt vil de tale dem til med skældsord, og i deres ondskab
frygter de end ikke gudernes straf, så de nægter at yde
dem, som har fostret dem op, det brød, de har krav på til gengæld;
magt vil da gælde for ret, hver stad bliver offer for plyndring;
ingen vil takke en mand, som er ordholden, god og retfærdig,
nej, hvem der udøver ondt, og den overmodige slyngel
vil de bedække med hæder; og ingen vil sky at benytte
nævernes ret; den ringere mand vil skade den bedre
med sine krogede ord, som han underbygger med mened;
skadefro skinsyge vil med sit hæslige åsyn og stemme
følge hvert menneskebarn i dets ynksomme færden på jorden.

Da til det høje Olympos fra jorden med vidtstrakte veje
vandre Aidos og Nemesis bort med de yndige lemmer
hyllet i snehvide slør: når de går til de eviges skare,
vender de mennesker ryggen; og sørgelig smerte vil blive
jordiske menneskers lod: der vil ej være værn mod det onde.