En parallel fra Rom, Ovids Metamorfoser

Gylden var denne den første af aldrene. Helt uden hævner
frivilligt, blottet for love den dyrkede trofast det rette.
Straf eller frygt var der ikke, ej heller på tavler af kobber
truende ord kunne læses, ej knælede skrækslagne masser,
hang ej ved dommerens læber, men uden en dommer var trygge.
Endnu var ikke den fældede fyr steget ned fra sin bjergtop
og til de flydende bølger for fremmede lande at øjne,
mennesker kendte alene de kyster, der var deres egne;
byerne hegnedes stadig væk ikke af lodrette grave;
krigens signalhorn af kobber, de rette såvel som de krumme,
kendte man ikke, ej heller til sværdet og skjoldet, men uden
krigere levede folkene trygge i fredelig mildhed.
Muldjorden selv, skønt utvungen og urørt af hakken,
gav af sig selv alt, hvad senere plovskæret sårende udrev,
fuldt ud tilfredse med føden, som frembringes uden at tvinges,
plukkede frugt man af træer og samlede bjergenes jordbær,
søde korneller og morbær, der hang i de hårdføre kratter,
agern, der spredtes fra Jupiters træ af de udstrakte grene.
Evig var våren, og briserne rørte med luftninger lune
blomsternes skare, der usået fødtes, og fik dem at nikke;
straks bar den endnu ej pløjede agerjord frugter, og marken
hvidnedes årlig af korntunge aks, skønt den aldrig fik hvile;
floderne strømmede gavmildt og trindt, snart af mælk, snart af nektar,
og fra den grønneste eg flød bestandig den gyldneste honning.
Efter at verden, da Saturn til Tartaros’ mulm var fordrevet,
kom under Jupiters styrelse, fremstod et sølverne slægtled,
ikke så ædelt, men ædlere dog end det rødgule kobber.
Jupiter kortede fristen for urtidens evige forår,
året blev herefter afviklet gennem en firfoldig cyklus,
vinter og sommer, en ustadig høst og en vår, der var stakket.
Luften blev tør, som den glødede hvidt i den brændende hede,
vindene dannede istapper; da først man byggede huse,
søgte sig læ, hvor forinden ens eneste hjem havde været
huler og tætte buskadser, med barkstrimler samlede vidjer.
Da først blev sæden begravet i langstrakte furer i jorden,
da hørtes første gang oksernes klagende brøl under åget.
Derefter kom som det tredje i rækken et slægtled af kobber,
vildere var det af sind, havde let ved at gribe til sværdet,
dog var det ikke forbryderisk; så kom den grufulde jerntid.
Straks i hin alder af uægte malm brød hver eneste skændsel
løs over verden, samvittighed, sandhed og tro blev forjaget;
og i de flygtendes sted fik vi listighed, svindel og baghold,
kun gjaldt den stærkestes ret og forbryderisk jagt efter vinding.
Sejl gav de vinde i vold, endskønt sømanden kendte dem dårligt,
køle, der før havde stået på bjergenes højeste tinder,
dansede nu overmodigt og trodsigt på ukendte bølger,
jorden, der før var så fælles og almen som solen og luften,
delte den nidkære landmåler nøje med langstrakte markskel.
Ikke blot korn og den skyldige næring og tæring forlangte
man af den frugtbare jord, i dens indre tillige man trængte,
gravede vældige rigdomme op, som til stygiske skygger
den havde bortført og klogeligt skjult, som en spore til ondskab.
Nu hvor det dårlige jern havde vist sig, og uslere, guldet,
viste sig krigen, som snildt sig bevæbner til kampen med begge,
ryster i blodige hænder de lydeligt raslende våben.
Alle nu lever af rov, og for værten er gæsten ej sikker,
svigerfar ikke for svigersøn, selv mellem brødre man finder
sjældent hengivenhed; ægtefolk truer hinanden på livet,
rædselsindgydende stedmødre blander ligblegnende gifte,
sønnen forhører sig noget utidigt om faderens alder:
Fromheden ligger besejret, således Astraia, den fromme
jomfru forlader en blodmættet jord som den sidste fra himlen.