Læs her om eventyrs forhold til myter
 
Hør en anden version af eventyret

Analyse-kommentar

Folkeeventyret er en videreudvikling af myten. Da alle har et kendskab til eventyr, er det et godt sted at starte, når man skal lære om den klassiske mytologi. Vi har alle et forhold til Hans & Grete, heksen i pandekagehuset, Askepot, Tornerose og dem alle sammen. Disse historier og skikkelser har fulgt os fra barndommen, og de ligger gemt i os som en intuitiv viden om de kultisk bestemte narrative strukturer.

Denne viden skal genaktiveres, og vi starter med et russisk eventyr om Baba Yaga ... I det følgende gennemgås eventyret tema for tema. Du kan læse eventyret og på samme tid lidt om dets forskellige tematikker og deres berøring med den klassiske mytologi.

Askepot-figuren & novicen

Eventyret om Baba Yaga handler om den unge piges indvielse til præstinde i templet. Fokus er på forholdet mellem hende (novicen) og den ældre præstinde, som forestår indvielsen. Da fokus er kvindeligt, har vi med en sølvalderindvielse at gøre.

Den unge pige Vasilissa mister sin mor, får i stedet en ond stedmor og reduceres til tjenestepige. Hun er i den klassiske version pigen, der overgives til templets ofte ydmygende disciplin - tænk bare på nonners hårde og uophørlige arbejde, som er en vigtig del af klosterdisciplinen.

Fornedrelse og tilintetgørelse af jeg'et, personligheden (alt det, pigen identificerer sig med), er forudsætninger for at blive præstinde og derfor nødvendige prøvelser for novicen. Stedmoderen kan således på dette punkt siges at repræsentere den ældre præstinde, der udsætter den unge pige for disse prøvelser. På den narrative overflade er hun imidlertid blot ondskabsfuld, men under denne lurer det kultiske rationale.

At Vasilissas rigtige mor er død, vil sige, at hun er gået over til den anden verden og dermed blevet guddommelig/transcendent. Det transcendent kvindelige/gudinden repræsenteres med andre ord af moderen, hvilket passer godt med, at den unge pige repræsenterer den unge præstinde under oplæring.

Vi kender det f.eks. fra visse versioner af Askepot-eventyret. Her besøger den stakkels plagede pige sin moders gravsted i sin fortvivlelse, og det er moderen, der sørger for at udstyre hende til ballet hos kongen. I andre versioner kommer hjælpen fra den gode fegudmoder, et andet meget brugt billede på gudinden.

Før sin død giver Vasilissas mor hende en lille dukke, som er en nøjagtig kopi af pigen selv. Dukken hjælper hende igennem de mange farer og repræsenterer pigen i hendes mere guddommelige (præstinde-indviede) form. Man kan sige, at dukken er pigens personificerede skæbne, nemlig at blive indviet til præstinde i templet.

Dukken kommer derfor på samme tid til at stå for den del af pigen, der under indvielsen må dø for at kunne genfødes. I mange ritualer ser man netop, at sådanne dukker ofres i stedet for den person, der skal indvies (mysten/initianden). En dukke er jo i udgangspunktet en tom genstand, dvs. en beholder for noget andet. Fra Baba Yagas eget land kender vi russerdukkerne i træ, en dukke med en masse mindre dukker indeni.

Ganske i tråd med de mytologiske forlæg spiller pigens fornedrelse og efterfølgende ophøjelse en stor rolle – at blive alt (den verdensopretholdende præstinde) kræver først at have været intet. Selv om denne ydmygelses kultiske rationale ofte er glemt, og den af narrative hensyn ses som et udslag af en ond stedmoders lunefuldhed og modvilje, er det altså den oprindelige tempeldisciplin, den repræsenterer.

Det er bare ikke så åbenlyst som i myterne. Men især dette træk er meget gennemgående, og næsten ethvert eventyr har sin Askepot, hvis det har sølvalderkarakteristika – eller, hvis det er en kobberalderversion, en Askeladen, hvor den tilsvarende hovedperson blot er mandlig.

Hvis man skal applicere verdensaldrene på eventyret om Baba Yaga, må man altså sige at den tilgrundliggende indvielse af den unge præstinde, er en sølvalderindvielse.