Om verdensaldermyten

Sådan beskriver den engelske digter W.B. Yeats i The Four Ages of Mankind verdensaldrene og deres tilknyttede ideer. Digtet er også skrevet i kanten af det verdensaldermotiv, som du finder som en slags logo her på kursushjemmesiden.

Ud over at kendetegne antikkens tankegang har motivet altså også sat sig spor i vores moderne kultur. Vi henviser ofte til guldalderen som en bestemt epoke, når vi f.eks. taler om guldaldermalerne. Der ligger en kvalitetsvurdering i betegnelsen - guldalderen står for noget rigtig godt, et højdepunkt.

Vi taler også om den senere romerske litteratur (f.eks. en forfatter som Seneca) som sølvalderlitteratur, hvilket antyder en vurdering af den som ringere end den forudgående periodes litteratur (f.eks. Vergil, Ovid og Cicero).

Det er heller ikke helt tilfældigt, at vi taler om jernalder og bronzealder, når vi skal tidsbestemme historiske epoker, herunder arkæologiske levn. Arkæologen Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) gav dem disse betegnelser inspireret af verdensaldermyten. Vi kender derfor allerede til myten, eller snarere, til sporene af den.

Myten om verdensaldrene findes i flere kulturer. Antallet af slægter eller aldre samt materialerne og billederne kan variere, men det er tydeligt, at der er tale om den samme myte: Verden var i sit udspring fuldendt, og er blevet ringere og ringere efterhånden.

Under den sidste alder bliver forholdene så dårlige, at verden går under, hvilket giver plads til, at en ny guldalder kan indtræde. Det cykliske ved verdensaldermyten er et helt grundlæggende træk ved alle kulturreligioner, og det er dermed udtryk for en bredere opfattelse end blot i forbindelse med verdensaldermyten.

 

Hesiod - en græsk kildetekst

Hesiod fortæller myten i Værker og dage, umiddelbart efter at have berettet om Pandora og hendes skyld i menneskets slidsomme liv. Indgangsvinklen er således at fortælle en anden myte om, hvordan tilværelsen i den alder, Hesiod lever i, kan være så hård. Han opregner fem slægter: guldalder-, sølvalder-, kobberalderslægten, generationen af heroer/helte og sidst hans egen slægt, som tilhører jernalderen.

Han benytter det græske ord génos, der betyder slægt, og taler derfor ikke om aldre, men om slægter. Først hos Ovid ser vi ordet for tidsalder, nemlig det latinske aetas. Når vi bruger begrebet "verdensaldrene" dækker det derfor over begge dele - hver alder kendetegnes af en bestemt slægt. Og når slægten går under, er det tid til en ny alder.

Guldalderslægten lever i en 'saturnisk' tidsalder, idet Kronos (på latin Saturn), ikke Zeus, hersker i himlen. Skønt dødelige lever menneskene, som guderne, en sorgløs, let og evig tilværelse uden hårdt arbejde eller nogen aldring, idet døden blot er en søvn. Jorden skal ikke dyrkes, men giver afkast af sig selv. Også flokke af småkvæg står til menneskenes rådighed. Alt er lykke i det agerbrugerens paradis, som Hesiod beskriver.

Menneskene er elsket af guderne, og da slægten uddør, forvandles den til de næste menneskers beskyttere (på græsk daimones hagnoi epichthonioi – gode/gavnlige skytsånder, som lever oppe på jorden (i modsætning til de underjordiske)). Disse rejser hyllet i tåge, hvilket vil sige, at de er usynlige. Og de vogter over retfærden og overtrædelser heraf i kraft af deres kongelige status.

Sølvalderens slægt er betydelig ringere end den forrige, hvilket også kan spores i både dens udseende og sindelag/forstand. Mennesket lever kortere, men stadig længe for en dødelig, idet de første 100 år dog går på spædbarnsstadiet hos moderen. Livet som voksen er kort og sorgfuldt pga. slægtens dumhed. Den kan ikke holde sig fra 'formasteligt overmod' (på græsk hybris atasthalos), et begreb, Hesiod ikke definerer nærmere.

Modsat forgængerne ønsker denne slægt ikke at ofre til guderne, hvilket vækker Zeus' vrede. Han kaster den derfor ned under jorden for at udslette den. Selv om denne generation er ringere end den første, besidder den dog stadig 'ære' (på græsk timé), dvs. er tildelt et godt lod af guderne. Derfor kan den også efter udslettelsen fortsætte en eksistens som underjordiske afdøde/salige (på græsk hypochthonioi makares).    

Mens de to forrige generationer er skabt af ikke nærmere betegnede olympiske guder, står Zeus eksplicit som skaber af kobberalderslægten, som han former af asketræ. Denne træsort er meget hård og blev bl.a. brugt til spydskafter. Tænk også på parallellen til Ask & Embla i nordisk mytologi. I overensstemmelse med materialet er denne slægt farlig og stærk med et uforfærdet sindelag og bekender sig til krigsguden Ares og krigen (modsat Hesiods agerbrugsdyder).

Også det nye menneskes fysik vidner om en generation af kæmper og krigere. Alt er lavet af bronze, idet man endnu ikke kender til jern. Slægten går under for egen hånd pga. det krigeriske sindelag og ender efter døden som skygger i det Hades' rige, vi kender fra antikken generelt. Modsat de tidligere slægter er denne uden berømmelse efter døden (på græsk nonymnoi), og på trods af dens frygtelige styrke gribes den ved livets afslutning af 'den mørke død', hvilket hentyder til opholdet i underverdenen. Den må således forlade solens lys. Om forholdet til guderne siger Hesiod intet.

Generationen af heroer er en forbedring i forhold til den forrige slægt. Disse er gudelignende og betegnes "halvguder" (på græsk hemitheoi). En del dør i krig ved de mytologisk berømte byer, Theben og Troja. De andre lader Zeus bosætte sig ved jordens grænser, på de saliges øer, hvor de lever et sorgløst liv.

Hesiods beskrivelse heraf minder meget om hans tidligere beskrivelse af guldalderen: Heroerne regeres af Kronos og besidder ære og berømmelse (på græsk timé kai kydos). De overlevende af denne slægt lever således fjernt fra såvel dødelige mennesker som olympiske guder i deres egen lille verden.

Jernalderslægten beskrives indgående som del i en klage over Hesiods egen tid og dens mangler. Han ønsker ikke at tilhøre denne slægt, men ville hellere være født før eller efter, og beskrivelsen er formet som en forudsigelse af slægtens undergang. Tilværelsen er hårdt slid, idet udmattelse, elendighed og ulykke hører til hverdagen. Disse sorger er påført menneskene af guderne.

Heldigvis eksisterer der da også positive ting, men disse beskrives ikke yderligere i Hesiods klage. Kiv og splid kendetegner menneskenes indbyrdes forhold, selv familiemedlemmer imellem. Ærefrygten for guderne er forsvundet, og stridigheder afgøres ved 'nævens magt' i stedet for på retfærdig vis. Det retfærdige menneske, der forstår at holde en ed, ringeagtes, idet mened og løgn er blevet almindeligt. Man er skinsyge på hinanden og ønsker at udplyndre de andres byer.

Situationen tilspidses, efterhånden som tiden skrider frem, og når det ikke kan blive værre, vil gudinderne Aidos og Nemesis (Ærefrygt, så man handler ret & Straffen, der skal bringe mennesket væk fra den vej, det har lagt uden for sin tiltænkte skæbne) forlade jorden og trække sig op på Olympen, hvorved menneskene efterlades uden værn imod ulykkerne. Endelig vil Zeus tilintetgøre slægten, når børn vil blive født med gråt hår.

Hesiod beskriver således generationer af mennesker, der har de samme karakteregenskaber, som de tilknyttede metaller. Disse metaller opstilles endvidere i en rangorden.

Man kan sammenligne tankegangen med det moderne entropi-begreb: Verden er skabt perfekt, men forværres efterhånden for til sidst at gå under, så en ny verden kan fødes. Teorien er også kendt som "universets varmedød".

At den antikke tankegang er cyklisk, kan der ikke være nogen tvivl om, heller ikke selv om Hesiod ikke nævner noget om en genkommende guldalder i sin beskrivelse. Det siges implicit, i og med at han ønsker sig født enten før eller efter den tid, han lever i.

 

Ovid - en romersk kildetekst

Ovids beskrivelse af verdensaldrene i Metamorfoserne ligger i forlængelse af traditionen hos Hesiod, idet han dog kun regner med fire aldre (den heroiske tidsalder er udeladt). Hans romerske baggrund er tydelig i fremstillingen.

Beskrivelsen er den eneste anden sammenhængende antikke fremstilling, vi har, af tankegangen om aldrene. Andre kilder omtaler blot fænomenet kort, især guldalderen, eller ideen ligger inhærent i kildernes grundlag. Dette er bl.a. tydeligt hos digterne fra romersk kejsertid. Senere bliver tankegangen populær i kristendommen, der kæder det romerske håb om guldalderens genkomst sammen med Kristi fødsel.

Guldalderen er den saturniske tidsalder med evigt forår og behageligt klima. Saturnus er den latinske udgave af Kronos. Som hos Hesiod bærer jorden frugt af sig selv, mad eksisterer i overflod, og blomster vokser frem uden frø. Mennesket lever et sikkert og let liv uden behov for militær og retssystem, hvilket af en romer må regnes for rigets to grundstene. Det kender ikke til sejllads, og derfor heller ikke til fremmede lande. Troskab og retfærd (på latin fides et rectum) kendetegner denne alder.

Sølvalderens gud er Iuppiter (den romerske Zeus), efter at Saturn er blevet forvist til Tartaros. Det angives, at perioden er ringere end guldalderen, men dog bedre end den følgende kobberalder. Det evige forår kortes af, så der bliver plads til alle fire årstider, hvorefter hede somre og kolde isvintre begynder at eksistere.  Først i sølvalderen begynder mennesket at leve i huse og dyrke jorden.

Kobberalderens mennesker er af et vildere sind og har derfor lettere ved at gribe til våben. De er dog endnu ikke blevet fordærvet (på latin scelerata) som i den efterfølgende jernalder, der betegnes som den sidste alder/slægt (på latin ultima aetas/ proles). Ovids beskrivelse af kobberalderen er meget kortfattet.

Som hos Hesiod karakteriseres jernalderen hovedsageligt ved, at alle de karakteregenskaber, der hidtil har været regnet for forkerte (omne nefas), nu sættes i højsædet frem for gamle dyder som ærefrygt, sandhed og troskab (pudor, verum, fides). Man kan ikke vide sig sikker for nogen, end ikke gæstevenner, familie eller sågar ægtefællen (Ovids egen lille drejning, da han bl.a. også er kendt for sine Amores-digte, Kærlighedseventyr).

Skibe opfindes, og hvor al jord før var fælles, opstår nu ejendomsretten. Ikke blot afgrøder, men også metaller hentes fra jorden, hvorved krig og plyndring ser dagens lys. Når mennesket er ude af stand til at leve på rette vis, og retfærd og gudsfrygtig levevis (pietas) dermed besejret, vil Stjernejomfruen (Virgo Astraea) som den sidste guddom forlade jorden, som dermed er overladt til menneskene selv og deres undergang.

 

Andre paralleller

To andre eksempler på lignende tankegange findes i Det gamle testamente i Daniels Bog 2, 31ff. og i to tabte bøger fra den persiske skriftsamling Avesta, hhv. anskueliggjort som en statue fremstillet af forskellige metaller og som et træ med metalgrene.

Den babylonske konge Nebukadnezar drømmer i Daniels Bog om en statue, hvis hoved består af guld, arme og bryst af sølv, mave og hofter af kobber, ben af jern og fødder af en blanding af jern og ler. Daniel tyder drømmen som handlende om verdensrigerne.

Traditionelt regnes gulddelen for Babylon, sølvdelen for Perserriget, kobberdelen for Ptolemæernes græske rige og endelig fødderne for enten Seleukidernes Grækenland eller Rom. Ideen om en rækkefølge af metaller, der efterhånden forringes, er ikke til at tage fejl af.

I en persisk parallel, Avesta, afslører guden Ahura Mazdah fremtiden for profeten Zoroaster (Zarathustra) i form af et lignende billede, et træ med fire grene af hhv. guld, sølv, bronze og jern. Han er oven i købet så venlig også at forklare, hvilke grene der svarer til hvilke verdensriger. Parallellen til Daniels Bog er tydelig. Rigerne, der er tale om, er ikke mytologiske, men historiske.

 

Kildeteksternes indbyrdes forhold

Spørgsmålet er, om nogle af disse kilder - eller de respektive kulturer, de er opstået i - måske har påvirket de andre. Der var mere kontakt end først lige antaget i antikken mellem Grækenland og det nærorientalske område. Der er dog ingen tvivl om, at Hesiod er Ovids kilde.

Af de øvrige kildetekster er Hesiods beskrivelse den ældste, men det betyder ikke, at myten er opstået i Grækenland og har bredt sig herfra. Tværtimod kan noget tyde på, at Hesiod måske har lånt billedet østfra. (I M.L. Wests kommentar til Hesiod kan du læse mere om denne diskussion - se litteraturlisten.)

En bedre måde at gribe sagen an på er nok at se på ideen, der ligger gemt i verdensaldermyten, i stedet for på dens geografiske udbredelse. Hvis den var kommet ind i den græske kultur som et lån østfra, skulle man tro, at den også ville virke fremmed i den nye kulturelle kontekst. Men dette er ikke tilfældet. Tværtimod. Ideen om verdens gradvise fald og dertil hørende slægter er helt i tråd med græsk tankegang!

Hesiod tilpasser (hvis vi antager teorien om "lån" østfra) oven i købet beskrivelsen, så den bliver endnu mere græsk. Han tilføjer nemlig et femte slægtled, de græske heroer, som har så stor betydning for græsk selvforståelse. Alle betydningsfulde græske slægter har i deres stamtræ tilknytning til en eller flere heroer. Vi skal se mere på hero-begrebet senere.

Hesiod indføjer heroernes tidsalder lige før jernalderen. Det passer med den græske idé om, at heroerne er forfædre til menneskeslægten på Hesiods tid. Men denne indføjelse passer ikke med den overordnede idé om verdensaldrenes gradvise forringelse. Pludselig kommer en bedre slægt, hvilket Hesiod også pointerer (man viser selvfølgelig sine forfædre den rette respekt!). Mønstret er brudt, om end kun for en kort bemærkning.

Denne tilføjelse er som sagt en ægte græsk variant af myten. I gennemgangen af verdensaldermyten som basis for en generel analysemodel til myter er dette hero-slægtled blevet lagt ind under kobberalderen. Denne er jo i forvejen kendetegnet af krigerdyder og imponerende krigere. Analysemodellen beskæftiger sig dermed kun med fire aldre: guld-, sølv-, kobber- og jernalder.

Hvis du vil læse mere om verdensaldrene som analysemodel, skal du gå til afsnittet Analysemodeller her i Introduktionen. Her kan du også se eksempler på myteanalyser og selv få lov at prøve kræfter med en analyse.